Stilsikker og fortjent sejr!

Søndag d. 12 marts 2023

“De gule” var søndag, værter for rundens JS kamp mod Aabybro. Et mandskab som frister tilværelsen på den trælse sidsteplads, og derfor kæmper for overlevelse i en meget svær pulje. 
 
Aabybro manglede to profiler, men havde “gravet” flere af de gamle rutinerede rødder frem, og kunne således mønstre hele 12 mand på holdkortet. 
Hjemmeholdet var også fuldtalligt, så der var lagt i “kakkelovnen” til en god kamp.
 
Nors BK var i teten fra start til slut, primært på grund af meget flot forsvarsspil og en solid Matti Landbo i kassen! 
Offensivt bestemt godkendt i kampens første 20 min. med opfindsomme og hurtige kombinationer, samt en god kontrafase.  Men ellers bar det etablerede angrebsspil præg af for mange forkerte beslutninger og unødig stress.
 
Aabybro var aldrig nærmere “de gule” end 4 mål, hvorfor der aldrig blev tvivl om udfaldet. Nors BK tog en stensikker hjemmesejr på hele 29-19 og er forsat, og fortjent, placeret helt i toppen af puljen. 
 
Der var flere gode præstationer i kampen, hvoraf mange spillere kunne fremhæves, men Sune Brink og Anders Iversen Sørensen bør have en ekstra kommentar.
 
Sune spiller vel sin hidtil bedste kamp, hvor han lagde yderligere et lag på sine afslutninger fra fløjen, og hvor han krydrede sin flotte indsats med to spektakulære scoringer i kontrafasen. Først assisteret af Matti i målet med et langt udkast, som blev grebet i luften og dernæst scoret på i samme bevægelse. En lignende scoring senere, hvor Morten Stefansen (som i øvrigt selv lavede et fantastisk fløjmål, mishandlet helt op i krogen fra spids), smed sig over en løs bold, og derfra liggende på sine knæ kastede en lang bold op til “raketten” Sune, som kvitterede med samme type scoring.
 
Anders, skal have ros endnu engang for sit forudseende og kloge forsvarsspil, ligesom han offensivt bød ind med flere lækre scoringer. Men primært defensivt fik Anders ødelagt en del af Aabybros opbyggende spil, via sit årvågne og aggressive forsvarsspil. 
Men helt generelt dækker vi rigtig solidt op for tiden, flot dirigeret af Rasmus Kristensen og Mikkel Sand centralt. 

I næste runde venter dygtige Nibe HK 2 på udebane, et mandskab, der som oftest stiller op med et halvt førstehold. Men vi elsker gode udfordringer, og ser frem til kampen!

håndbold-nors
Kampens spiller, Sune Brink!
 
Målscorer:
 
Sune Brink, 10
Mikkel Sand, 5
Thomas Schmidt, 5
Anders Iversen Sørensen, 4
Kasper Jonasen, 2
Kasper Gravesen, 2
Morten Stefansen, 1
 
Redningsprocent:
Matti Landbo, 7/23 = 31%
Allan Nielsen, 2/6 = 34%