Søndag d. 5 februar 2023
Bøvlet og svær kamp for ”de gule”!
Lad det være sagt med det samme, kampe mod Mejlby-Haverslev bliver aldrig vores livret. Søndagens kamp blev en trist gentagelse, men vi ”høstede” dog alligevel to hårdt tilkæmpet point.
Mejlby-Haverslev skaber altid en ilter og aggressiv stemning, ofte med dumme kommentarer og ikke mindst grimme tacklinger, hvor førligheden oftest sættes på prøve!
Så vi havde en rigtig god snak inden kampen, hvor det endnu engang blev påpeget hvad der ventede os. Det altafgørende for to point var, at drengene IKKE måtte ryge med på hjemmeholdets galej, og lade sig provokere. Den opgave løste Nors BK faktisk forbilledligt.
”Den skrivende presse” burde egentlig skrive om spillet på banen, men kampen blev en rodet forestilling, dog med ”de gule” i front fra start til slut. Håndboldfagligt var der ingen tvivl om hvem der var bedst på dagen, selvom vi for fjerde kamp i streg måtte undvære et par profiler!
Kampen blev indledt med de sædvanlige skærmydsler og kommentarer. Et par af spillerne og coach måtte også lige kortvarig krydse klinger. Så var banen kridtet op uret tikkede nedad med ” de gule” i front fra spids. Efter ca. 20 min. af første halvleg opstod der et kortvarigt drama. Morten Stefansen fik lidt uheldigt ramt en angribende Mejlby spiller i ansigtet, og blev tildelt et meget tvivlsomt rødt kort. Med Morten som tilskuer i de resterende 40 min. og kun én spiller at skifte ud med i resten af kampen, skulle der spares på ressourcerne. NB! Ifbm. med ovennævnte hændelse, bør det lige nævnes, at hvor hjemmeholdets spillere bestemt ikke er særlig gæstfrie, så var hjemmeholdets tilskuere det til gengæld. Morten blev høfligt serviceret med ”humle” til at dulme skuffelsen, god stil!
Nors BK fik fat igen, og styrede til halvleg foran 13-8. Offensivt var det lidt en blandet landhandel, hvor alle stemplede ind med mål, men også utålmodige beslutninger. Føringen kunne nemt have været markant større, men drengene fik ikke stort nok udbytte af det spillemæssige overtag.
Anden halvleg forsatte med rolig hånd og med behørig afstand til ”de verbale” fra McDonalds land. Hjemmeholdet brokkede sig til udvisninger og til et direkte rødt kort. Både bænk og spillere fik udvisninger for verbale anslag mod kampens dommere. Desværre blev vi selv ramt af flere udvisninger, men for tacklinger, som oftest lå indenfor skiven af det tilladte. Hjemmeholdets spillere smed sig teatralsk i gulvet og ”pumpede” så meget lyd ud i hallen, at man skulle tro at de var blevet kørt over af en lastbil.
Spillemæssigt var Kasper Jonasen igen i spillehumør, og leverede på et højt niveau. Han kvitterede med flere flotte mål og fik tilmed tilkæmpet sig flere straffekast. Apropos straffekast….! Vores normalt så træfsikre førsteskytte, Mikkel Sand, missede 2 ud af i alt 5 straffekast, hvilket gav hjemmeholdets keeper blod på tanden. Med flere fine redninger bragte han sit mandskab ind i kampen, og Mejlby fik endda reduceret til 19-18. Men der var ingen stress at spore hos ” de gule” og på bænken,! I kampens afgørende fase bød Thomas Schmidt ind med et par MEGA underhåndsskud, insisterende gennembrud af Kasper Jonasen, ”tyr” fra Mikkel Sand og stregmål af Nors BK´s stregduo Rasmus Kristensen og Mathias Hangaard. Kontrafasen stod der Anders Iversen Sørensen på, og han svigtede ikke, SÅDAN!
Kampen endte med en sikker, men alt for lille, sejr til Nors BK på bare tre mål. Forsvaret skal roses, ligesom den mentale del af spillet blev bestået til UG kryds og slange!
Kasper Jonasen leverede en virkelig solid præstation over samtlige 60 minutter, og blev fortjent kåret til kampens spiller.
Torsdag skal vi i ilden igen, denne gang ude mod Aabybro HK, som trods sine 0 point er et rigtigt godt mandskab. Det bliver helt sikkert en tæt og uforudsigelig kamp, som vi glæder os til.
Kampen i tal:
Mejlby-Haverslev – Nors BK 22 -25 (8-13)
Mikkel Sand, 7
Kasper Jonasen, 6 – Kampens spiller!
Thomas Schmidt, 4
Anders Iversen Sørensen, 4
Rasmus Kristensen, 2
Morten Stefansen, 1
Mathias Hangaard, 1